Dansker med regnbueflag i Baku: - De rev det ud af hånden på mig

Den danske fan var i chok, da aserbajdsjanske vagter tog regnbueflaget fra ham under kampen i Baku.

Stemningen var ellers i top på danskertribunen på Baku Olympic Stadion i Aserbajdsjan, da Danmark spillede kvartfinale mod Tjekkiet.

Men for Kristoffer Føns, der er rejseblogger, bød stadionturen på noget af et chok.

Med i kufferten til Baku havde den danske fodboldfan pakket et stort regnbueflag, men der gik ikke længe efter kampstart, før de aserbajdsjanske stewarder tvang ham til at aflevere det.

- Han kommer hen til mig og begynder at rive flaget ud af hånden på mig, og flere stewarder kommer til, forklarer Kristoffer Føns, da TV 2 taler med ham efter kampen.

- Jeg var i chok, for jeg havde i første omgang været i tvivl om, om jeg overhovedet fik det med ind på stadion, siger han.

De danske fans forsøgte hurtigt at komme Kristoffer Føns til undsætning, på trods af at aserbajdsjanske vagter holdt skarpt øje med særligt den danske fansekion under hele kampen.

Store protester

Flaget, der skal symbolisere LGBT-rettigheder verden over, har været et stort omdrejningspunkt under hele EM.

Det startede i München, da det europæiske fodboldforbund forbød planerne om at oplyse hele stadion i regnbuefarver ved en kamp for få uger siden.

Det medførte store protester verden over, lligesom menneskerettighedsorganisationen Amnesty International har delt regnbueflag ud ved EM-kampe.

Og det var også i protest, at Kristoffer Føns tog chancen og tog regnbueflaget med på stadion i Aserbajdsjan - et land, der i forvejen har fået stor kritik for at have værtsskabet under EM.

- Jeg ville aldrig have sat mine ben i Aserbajdsjan, hvis ikke det havde været for denne her kamp, siger Kristoffer Føns og fortsætter:

- Men når nu vi er her, føler jeg, at jeg ville være en hykler, hvis jeg ikke forsøgte at gøre et eller andet

Efter de aserbajdsjanske vagter havde fjernet Kristoffer Føns' regnbueflag, fik han aldrig nogen forklaring på, hvorfor de gjorde det. Men DBU's fankoordinator fik efter kampen skaffet flaget tilbage til den danske fan.

- Nu er flaget pakket ned igen og på vej med hjem til Danmark. Og det er vigtigt at understrege, at jeg havde en god kamp og nød oplevelsen, siger han.

UEFA undersøger sagen - DBU afviser påstand

UEFA selv har nu igangsat en undersøgelse, der skal klarlægge, hvorfor Kristoffer Føns fik beslaglagt sit regnbueflag:

- UEFA har aldrig instrueret vagter i Baku - eller på noget andet stadion - om at konfiskere regnbueflag, lyder det fra forbundet til nyhedsbureauet AFP umiddelbart efter kampen lørdag.

- Vi er ved at undersøge, hvad der skete, og vi vil naturligvis kontakte UEFAs delegerede, UEFAs sikkerhedsansvarlige og lokale myndigheder for at få det her opklaret, oplyser fodboldforbundet.

- De første oplysninger, vi modtog, var, at den pågældende tilhænger var stærkt beruset, og at nogle lokale tilhængere blev aggressive over for ham. De lokale vagter greb ind og tillod tilhængeren at blive trods hans tilstand, tilføjer UEFA.

Kommerciel direktør i Dansk Boldspil Union (DBU) Ronnie Hansen afviser dog overfor blankt, at den danske tilskuer skulle have været stærk beruset.

- Vi havde medarbejdere tæt på forløbet, og vi vil bidrage til Uefas undersøgelse af sagen. Uefa har umiddelbart vurderet, at den omtalte fan var meget beruset. Den opfattelse deler vi slet ikke, skriver han på Twitter.