Rektor: Formodet gerningsmand var en dygtig elev

Mulig mistænkt til skudangreb blev smidt ud af HF efter knivoverfald.

Dette overvågningsbillede fra S-togets kamera sendte politiet ud i 2013, da de efterlyste den 22-årige. (Foto: © (arkiv))

Peter Zinkernagel, der er rektor på VUC i Hvidovre, bekræfter over for DR Nyheder, at den formodede gerningsmand bag de to skudangreb i København er tidligere elev på uddannelsen.

- Han var en meget dygtig og velbegavet elev, der klarede sig godt rent fagligt, siger rektoren.

Han oplyser til DR Nyheder, at skolen er chokeret over nyheden om, at det er en tidligere elev, der formodes at stå bag, hvad PET har kaldt terror.

Ifølge DR Nyheders oplysninger blev 22-årige Omar Abdel Hamid El-Hussein søndag morgen dræbt af politiets skud efter en intens menneskejagt ovenpå skuddramaerne på henholdsvis Østerbro og indre by.

DR Nyheder erfarer, at han blev smidt ud af skolen i november 2013 som en reaktion på et knivoverfald, han stod bag i et S-tog.

Den 22-årige blev dømt to års fængsel for grov vold i december 2014, men han blev angiveligt løsladt i januar i år, fordi han havde siddet varetægtsfængslet længe. Han havde dermed kun været på fri fod i få uger inden lørdagens skudangreb.

Kammerat: Holdt sig til muslimerne

Omar Abdel Hamid El-Hussein tog en to-årig HF på skolen i Hvidovre og er formentlig startet på uddannelsen i sommeren 2012.

DR Nyheder har også talt med en tidligere elev på VUC, som gik i klasse med ham i et år.

Klassekammeraten Victor er chokeret over at have gået i klasse med en person, som bliver sat i forbindelse med attentaterne.

Dog var han ikke særlig tæt på ham, fordi han mest holdt sig sammen med klassens muslimske elever, siger han.

Omar Abdel Hamid El-Hussein er ifølge DR Nyheders oplysninger manden, som er mistænkt for skudattentaterne i København. (Foto: © (arkiv), Foto: Udleveret af Københavns Polti)

Klassekammeraten Victor fortæller om Omar Abdel Hamid El-Hussein:

- Jeg genkendte et billede af ham i nyhederne i dag og kunne huske, at jeg havde set det samme foto, da politiet efterlyste ham i forbindelse med knivepisoden på Ny Ellebjerg.

- Jeg kendte ham kun i skolen, hvor han mest snakkede med de muslimske drenge i klassen. De kunne godt feste, men Omar deltog aldrig i klassearrangementer, også selvom der ikke var alkohol indblandet, siger han.

To borgere er dræbt efter attentaterne og fem betjente blev såret - ingen af dem livsfarligt.

Den 22-årige var i forvejen kendt af politiet for flere kriminelle handlinger, ligesom politiet havde kendskab til hans relation til bandemiljøet i København.

VIDEO Rekonstruktion: Sådan foregik skyderierne i København. Klik på play.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:54e0e6b4a11f9f109046dca7