Lars Christiansen tæt på comeback

Rhein-Neckar Löwen har fået Lars Christiansen til at overveje at vende tilbage til håndboldbanen. Han føler sig dog ikke klar til at spille igen.

Lars Christiansen holder sig fortsat uden for banen. (© DR Sporten)

Lars Christiansen har været tæt på at snøre håndboldskoene igen. Rhein-Neckar Löwen vil meget gerne have den 40-årige venstrefløj tilbage på banen og har spurgt Christiansen om hjælp til morgendagens topkamp mod Kiel - nummer 1 mod nummer 2 i den tyske Bundesliga. Christiansen har dog takket nej.

- Det har været et attraktivt tilbud, så jeg har været nødt til at tage det seriøst, siger Lars Christiansen til DR Sporten.

- Det er min ven Thorsten Storm, der har været manager for mig i mange år i Flensborg, der er kommet med tilbuddet, og jeg ved også, der har været masser af spillere i Rhein-Neckar, der har bakket det op. Derfor synes jeg, det er naturligt, at jeg tager det seriøst og overveje, om jeg kunne hjælpe dem.

Det var tyskernes plan, at Christiansen skulle erstatte den normale venstrefløj Uwe Gensheimer, der har sprængt en akillessene. Lars Christiansen holder dog fast i sin beslutning om at blive uden for håndboldbanens streger.

- Jeg har ikke spillet håndbold i fem måneder, og selvom jeg har holdt mig i gang med alt muligt andet, er man nødt til at være realistisk. Når jeg ikke har kastet en bold i så lang tid, føler jeg mig ikke klar til at komme i ilden mod verdens bedste klubhold efter kun én træning.

Den tidligere landsholdsspiller tager dog tilbuddet som en cadeau.

- Det betyder meget for mig, at spillerne dernede bakkede det op. De troede på, at jeg kunne.

Træneren troede på løsning

I Rhein-Neckar Löwen, der blandt andet har Niklas Landin på holdet, forventer man at må undvære Uwe Gensheimer på fløjen i et halvt år. Derfor har de hårdt brug for en ny mand på pladsen, og klubbens træner, Gudmundur Gudmundsson, troede på en løsning. Så sent som i går udtrykte han over for DR Sporten optimisme i forhold til at finde en erstatning til Gensheimer, men Lars Christiansen takkede altså nej.